Risikoområder for gravide
De funktioner og arbejdsopgaver, som udgør en risiko for den gravide, er meget afhængige af
arbejdspladsens indretning, branchen og den teknologiske udvikling. Sikkerhedsudvalg,
sikkerhedsledere og medarbejdernes sikkerhedsrepræsentanter må sammen kortlægge arbejdspladsen
med henblik på at optimere de gravides arbejdsmiljø. Nogle af de vigtigste risikoområder for
gravide er:
- Kemiske stoffer, som f.eks. organiske opløsningsmidler, bekæmpelsesmidler til ukrudt og insekter, metaller og metalforbindelser, medicin og narkose, specielt medicin til kræftbekæmpelse og alle former for narkosegasser.
- Løft: Tommelfingerreglerne siger: Maksimal løft på 10-12 kg og løft skal ske tæt på kroppen. Samlet løft max 1.000 kg. jævnt fordelt over dagen. Fra 7. måned bør såvel de enkelte løft som det samlede løft i løbet af dagen halveres.
- Vibrationer: Kraftige vibrationer, f.eks. megen kørsel med truck på ujævnt gulv eller med vibrationer bør undgås.
- Støj, ultralyd og stråling: Et lydniveau over 85db. kan måske påvirke fostrets hørelse. Man skal undgå direkte kontakt mellem den gravide mave og en ultralydskilde. Ioniserende stråler fra røntgenapparater og radioaktive stoffer kan give fosterskader. Stråling fra EDB og TV skærme udgør derimod ikke nogen kendt risiko.
- Infektioner med f.eks. børnesygdomme kan være et risikoområde for gravide, hvis de ikke har været smittet som barn.
Flere oplysninger om risikoområder for gravide
For detaljeret gennemgang af de farlige steder på en arbejdsplads kan I læse mere i Arbejdstilsynets
vejledning: "Gravides og ammendes arbejdsmiljø" på
www.at.dk eller kontakt Arbejdstilsynet på tlf. 70121288.